Blog Post Title Four
Markus Mathiesen med sine dårlige tænder, sit snavsede tøj og store charme står og reciterer egne digte; men gæsterne fra den intellektuelle elite, gider ikke engang se op fra fra deres kaffekopper og hvidvinsglas; de ignorerer ham simpelthen, og da Markus er færdig og bukker, er jeg den eneste, der klapper.
“Har De fået nogle af deres digte udgivet?”, spørger jeg bagefter og beder om hans navn. “Næh, det er sådan her, jeg gør det. Jeg skriver mine digte og fremfører dem for folk. Somme tider hører de ikke efter, som i dag - andre gange gør de det”
Markus har tydeligvis lært at acceptere verden, som den poët han er. For et halvt år siden fik jeg en didikation af Knud Pedersen i hans bog “Kunsten ud til folket og hjem til kunsten igen”, her spørger Knud: Hvad hedder det modsatte af en bestseller? Nu har jeg svaret: Det er mennesker som Marcus, der vælger ikke at udgive sin kunst på papir og som snobberne ikke gider høre på!
Jeg sidder på verandaen foran vinterhaven i Literaturhaus Berlin på Fasanenstrasse 23, der er en sidegade til Kurfürstendamm, omgivet af elegante mænd med grå tindinger, moderigtige silketørklæder der matcher den dyre blazer; kvinderne er slanke og velklædte og hele tiden bevidste om, hvorvidt de nu også bliver set efter. Det er også OK, der skal både være plads til dem og Marcus.
Her er vidunderligt. Jeg er blevet sendt herhen af min nye ven, Horst Theobald, som jeg mødte på toppen af Charlottenburger Tor, hvor han passer på, at turister og ikke mindst deres børn ikke kravler op og falder ned i hovedet på de andre turister, der har forvildet sig længere hen ad Strasse des 17. Juni, hvor Berlin har sit store loppemarked, Trödel Markt. Hvis de ikke rammer en turist i faldet, rammer de formentlig en araber. Der høres lige så meget arabisk som tysk på loppemarkedet. Jeg købte Henri Barbusse “Das Feuer” fra 1930: “Erste Aufgabe" fik jeg straks forklaret af araberen, som årsag til prisen på 5 euro.
Men tilbage til Horst Theobald på toppen af Charlottenburger Tor, der er en del af den arkitektoniske akse, der løber ind i Berlin fra Heer Strasse over Bismarch Strasse, gennem rundkørslen på Ernst Reuters Platz og ad Strasse des 17 juni til den store Sejrssøjle (Krigen mod danskerne i 1864) og videre gennem Brandenburger Tor til Unter den Linden i det tidligere Øst-Berlin på den anden side. Fortsætter man herfra kommer man til Alexanderplatz. Bestemt ligeværdigt med Paris-aksen gennem Triumfbuen, hvilket formentlig også har været formålet.
Alt det kan jeg se oppe fra Horst Theobald’s udsigtpunkt - og det var det, jeg kom fra. Theobald er kommet ind på Berlins forfattere, og han er som Markus, jeg senere skal møde i "das Litteraturhaus”, god til at huske og recitere digte. Han giver mig et fabelagtigt digt om finanskrisen - det lyder som 2008-krisen, men det handler om den fra 1930 og er skrevet af Kurt Tucholsky, som døede i Stockholm i 1935 på flugt fra nazisterne. Horst fortæller også digte af Erich Kästner, hvis “Emil og detektiverne”, som jeg læste som dreng og som skabte et helt fantastisk univers i min drengevirkelighed.
Theobald anbefaler også digteren og journalisten Ringnartz, som hans kone faktisk kendte: “Jeg skal høre, om hun har noget spændende at fortælle om ham”, lover min nye ven. Jeg er ved at få mig et Berliner-netværk!
Jeg fortæller, at jeg er i Berlin for at hente inspiration, sidde og skrive på små cafeer og læse bøger. "Så skulle De prøve Literaturhaus Cafeen - det er sikkert noget for Dem" Theobald giver mig navnene på endnu to cafeer, som jeg vil aflægge et besør de næste dage.
“En fornøjelse af møde Dem, Herr Elmark”
“Fornøjelsen er helt på min side, Herr Theobald”
Vi tager afsked, udveksler email-adresser og jeg kryber ad den smalle vindeltrappe ned til motorcyklen og buldrer ud på den brede avenue i retning af Ernst Reuter Platz.
