We Europeans
Det er koldt i Dublin. Det var lunt i London, da jeg gik forbi Charing Cross med Adele og Skyfall i ørerne og følte mig som James Bond, men her er der hundekoldt. Jeg har måttet investere i en sweater i H&M og i morgen bliver det regnvejr.
Jeg fandt ellers en irsk 5-pundseddel på gulvet i lufthavnen inden jeg gik gennem sikkerhedskontrollen, men jeg har lige opdaget, at irerne er gået over til euro. Pinlig uvidenhed, der fortæller, hvor længe siden det er, jeg har været i Irland. Men nu passer jeg på i min lykkeseddel, som har masser af Irish Luck; hvordan kunne den vide, jeg skulle til Irland?
Dublin er en by med hverdagsmennesker, der godt kunne trænge til noget nyt tøj. Irerne er for Gud ved hvilken gang ramt af krise, skabt af internationale finansfolk, og velstand ser man ikke meget til. Her er kun almindelige flittige folk, der gerne arbejder om søndagen og har sat store drømme på lavt blus. Mødre i nussede dynefrakker og joggingbukser med en billig klapvogn, hvor et rødhåret barn nummer to holder fast i stangen for ikke at blive væk i menneskemylderet. Alt i byen sælges med 20 % rabat. Dog ikke Irish Times, som til gengæld skænker 20 % af salgsprisen til velgørende formål.
På shoppinggaden Henry Street står tre unge og spiller fed musik foran et stormagasin; der er meget talent i verden og jeg smider en euro i guitarkassen for at det hele ikke går tabt; jeg bliver stående i kulden og hører et par numre mere, nu jeg har betalt for det. Længere henne ad gaden foran restauranten The Church, der vitterligt er en ombygget kirke, står en ung kvinde i gul vest og tilbyder forbipasserende et gratis måltid mad. “Feeding The 5000” står der på hendes skilt.
“En tredjedel af al mad i havner i skraldespanden”, fortæller hun. “Det er uanstændigt i en verden, hvor folk sulter. Det gør vi opmærksom på med vor kampagne, så madspildet kan holde op. Kunne du ikke tænke dig et gratis måltid? Vi serverer det på Wolfe Tone Park, her lige bag ved kirken”
Det er typisk irsk, at bekymre sig om madspild. I 1847 blev Irland ramt af kartoffelpesten, der fik hele landets livsgrundlag til at rådne i jorden. En million mennesker døde af sult og halvanden million udvandrede for at overleve. Det er mere end 150 år siden, men respekten for for mad sidder stadig i folkesjælen. Irland er det land, der statistisk giver mest per indbygger under internationale nødhjælpsindsamlinger.
Jeg siger pænt nej tak til det gratis måltid af overskudsmad fra supermarkederne. Ikke fordi jeg tvivler på kvaliteten, men fordi jeg har en umættelig svaghed for fish and chips, så jeg går i stedet ind i The Church for at få min lyst styret og sidde og læse og skrive i fred.
Min computer er løbet tør for strøm; jeg finder i stedet en papirspose fra en Spar købmand. Der er Spar supermarkeder allevegne i Dublin, og bæreposen må udgøre mit manuskriptpapir for fyldepennen. Never have a favourite weapon!. Gennem vinduet kan jeg se ud til de store telte og dampende kødgryder, hvor unge mennesker i gule veste løber frem og tilbage og tilbyder gratis mad. De har et taknemmeligt job.
Min sympati for irerne kan i øjeblikket føles helt ud i kroppen. Her på Europas yderste kant strider høflige, venlige og humoristiske mennesker, der ligner dem jeg kender, for deres overlevelse. For nogle måneder siden så jeg en udsendelserække i fjernsynet om Europas historie. Serien hed “We Europeans” - og udtrykket “vi europæere” fik mig til at indse, hvor meget jeg har til fælles med de 400 millioner andre mennesker i min verdensdel, hvis historier er filtret ind i hinanden.
Som jeg sidder der i den gamle kirke og spiser fish and chips er jeg glad for at dele europæisk skæbne med irerne..We Europeans..de har prøvet det her før og skal nok også klare det denne gang sammen med os andre.
