Mit møde med Erich Kästner

Berlin April 2024/ 10. maj 1933.

Dagen efter mødet med Hans Fallada er jeg rykket frem til ”Die Neue Finansielle Sachlichkeit”. Jeg er til fintech-messe, hvor teknologinørder i t-shirts, hvide sneakers og kaffe i papbægre mødes for at finde ud af, hvordan de kan kuppe det etablerede banksystem. De vil have mennesker med mobiltelefoner til at tage deres penge ud af gamle banker og sparekasser og flytte dem over i nye digitale pengetanke, der er finansieret af kinesiske og amerikanske venture kapitalister. Jeg har været en del af denne tech verden i 10 år, men forsøger at holde den lidt ud fra livet med min Lindauer fyldepen fra 50erne og den prikkede blå Churchill butterfly.

Hvis man var konspirationsteoretiker, ville man hævde, at tech-fyrsterne har en masterplan for at overtage verden. De har teknologien og grådigheden, de sociale medier, vores data, Netflix og kunstig intelligens, så de nu også kan tænke for os.  Det hele er til salg på Nasdaq. Vi har nemlig genvundet tilliden til børsen. Glemt er Wall Street sammenbruddet i 1929. Glemt er også Kästners samtidige digt om børsmægleren:

Han er trolden i egen høje person
han hekser fordi han kan.
laver guld med sin telefon,
tryller milliarder ud af sand.

Vi er i dag lige dér, hvor verden var for et århundrede siden, da industrialiseringen tog fart. Den eneste forskel er teknologierne. Filosoffen Walter Benjamin skrev i 1935 et essay “Kunstværket i reproduktionsalderen”. Hans budskab var, at et original kunstværk har en enestående og mystisk kvalitet, som skyldes dets historie, autentisitet og egenartethed. Disse egenskaber giver kunstværket sin aura – sin udstråling. Vi vil hellere eje en original  Picasso-tegning frem for en indrammet perfekt kopi fra Ikea.

Auraen går tabt, det øjeblik vi massekopierer kunsten. Mystikken forsvinder i det industrialiserede rum.

 Vi har udvidet industrialiseringen med digitaliseringen. Alt kan i dag kopieres 100 % præcist i det uendelige og vores liv finder i stigende grad sted i et det digitale ørkenlandskab. Vores tilværelse er på vej til at blive auraløst. Læg dertil eksplosionen af kunstig intelligens, som tilsvarende truer med at gøre kreativiteten auraløs. Jeg får kuldegysninger. Jeg får en ubændig lyst til at møde Walter Benjamin og høre hans udlægning. Han flygtede ganske vist ud af Tyskland i 1932 og begik siden selvmord i 1940, men hvis jeg skynder mig, kan jeg måske nå at fange ham i Paris, hvor han slog sig ned undervejs.

Men lige nu gælder det Erich Kästner.

I går talte jeg med hans sekretær Elfriede Mechnig i telefonen, og hun bad mig være på Jonny’s Kleines Künstler Restaurant på Kurfürstendam ved 19-tiden. Så jeg forlader de unge mænd i hvide sneakers og skynder mig ned til togstationen Messe Sud, hvor jeg tager første S-tog to stop til Savignyplatz.

Uret på stationen siger 18:45 og under jernbanebroen sidder tre unge hjemløse på deres papkasser med et plastikkrus fra McDonald, som forbipasserende kan smide mønter ned i. Men ingen har mønter længere. Den ene hjemløse har grønt hår den anden lyserødt. Foran står to elektriske løbehjul, der skal redde klimaet og bag dem er en stor reklame, finansieret af Jägermeister, der fortæller: Kun 54% giver drikkepenge. De hjemløse og restaurationspersonalet er ramt af den samme udvikling. Vi giver ikke længere drikkepenge, for vi har ikke længere kontanter mellem hænderne, takket være drengene i sneakers. Fintech-folket tror, at det blot handler om at flytte kold købekraft fra konto to konto. Men kontanter er mere. De giver os en fornemmelse for vores økonomiske frihed og muligheden for vise taknemmelighed over for andre mennesker. Mønter og sedler fortæller historie, bærer mening, kommunikerer kultur og bliver slidt, fordi de har haft en funktion før denne og har mindst én foran sig. De har aura. Alt det mangler Apple Pay.

Jeg fortsætter ned ad Bleibtreustraße. Dejligt navn. Det er en hyggelig gade flankeret af udsprungne lindetræer, små butikker, restauranter og cafeer fyldt med unge mennesker. Jeg har lyst til at slå mig ned her og drikke et glas vin under en af markiserne ude på gaden efter en hel dag indendørs med endeløs kaffe. Men jeg må ned mod Kurfürstendamm.

Jeg har haft svært ved at lokalisere restauranten. Den har på mærkværdig vis undsluppet sig Googles fangarme, men ved et utroligt sammenfald mødte jeg i S-toget skuespilleren Carl Schönböck, som kendte Kästner i Berlin i 30erne. Han har givet mig et postkort fra Jonny’s Kleines Künstler Restaurant. På kortet kan jeg se, at den ligger på Kurfürstendam 72. Det er blot et par minutter fra Kästners lejlighed i Roscherstraße. Kvarteret ser ikke længere ud, som den gjorde engang, og jeg har svært ved at forestille mig stedet, som det så ud før krigen. Jeg føler også en vis modvilje mod at gå tilbage i tiden. 1933 er et trist tidspunkt at komme til Berlin.

-              -

Jeg har tænkt, at jeg vil interviewe Kästner om hans roman ’Fabian’. Det er en blændende satirisk skildring af Erich Kästners alter ego, Jakob Fabian, der i et par uger vandrer gennem 30ernes amoralske og desperate Berlin, hvor alle og alt er til salg. Mens Hans Fallada skildrer Weimarrepublikkens sammenbrud i sort-hvid, skildrer Kästner den i farver, og hvor Fallada skildrer hovedpersonens desperate jagt efter penge til overlevelse, jagter Fabian forgæves anstændigheden blandt mennesker, der horer, drikker, snyder, svigter og slår ihjel.

Trods en doktorgrad i germanistik (som Kästner) skriver Fabian gemene reklametekster til et tobaksfirma, indtil han fyres som fem millioner andre er blevet det før ham efter Wall Street sammenbruddet. Kun to mennesker stopper ham i det frie fald: Hans nye kæreste Cornelia og hans ven Stephan Labude. Men Cornelia forlader ham og hopper i seng med en filmproducent for at få en karriere som skuespillerinde, og Labude begår selvmord, fordi hans doktordisputats afvises. Det vil sige, det gør den ikke, for den er blændende. Der er blot er lærer, som laver sjov med ham med tragiske konsekvenser.

Til sidst er Fabian færdig med Berlin og tager toget tilbage til sin mor i hjembyen Dresden. Menneskene hér er ikke bedre end i Berlin, og da han ser en dreng falde i floden, hopper han efter for at redde ham. Men Fabian kan ikke svømme og drukner, mens drengen selv svømmer uskadt ind til bredden.

Jeg er ikke Kästner ekspert, blot en dansk tidsturist på tysklandsrejse, men hans Fabian er et mesterværk. Der er en scene, hvor Fabian/Kästners dybt ulykkelig sidder ved sengen og taler til sin døde ven Labude. Om alt det, de har mistet, om alt det, de kunne have fået. Den giver mig tårer i øjnene. Den er på højde med Hamlets enetale til Yoricks kranium.

Handlingen i Fabian er på alle måder en shakespearsk tragedie.  Vi har en ung mand, som forgæves søger anstændigheden, som mister kvinden i sit liv, hvis ven dør på grund af en misforståelse, der er Romeo værdig, og Fabian selv dør en meningsløs død efter en unødvendig heltegerning.

Og nu skal jeg møde forfatteren selv. Jeg har hans bog derhjemme i en udgave fra 1950, som Kästner selv har skrevet forordet til, da han var blevet 20 år klogere. Jeg har med vilje ikke læst forordet. Jeg vil møde ham, som den han er og tænker i dag den 10. maj 1933.

-              -    -

Jonny’s Kleines Künstler Restaurant er som forventet et beskedent lokale med 10-12 små borde med hvide duge og små holdere med menukort. Der er tynde gardiner for vinduerne ud mod Waitzstraße, og nede for enden bag baren står en 50-årig mand med gråt overskæg og hvidt forklæde og pudser glas. Det må være Jonny. Der er halvfyldt i restauranten. Jonny kommer hen til mig.

”Den herre?”

”Jeg skal møde Hr. Kästner”, men han ser ikke ud til at være kommet.”

”Vil De ikke sidde imens?”, spørger Jonny og nikker mod et ledigt bord ved en lille bås henne ved vinduet.

”Kan jeg bringe Dem noget, mens De venter?”

Jeg husker min lyst til et glas vin, da jeg gik ned ad Bleibtreustraße, men at sidde og drikke et glas rødvin alene på en restaurant virker forkert.

”En øl, tak”

”S’gerne, Hr.”

Jeg er spændt på mødet med Kästner. Han er født i 1899 i Dresden og opdraget af en mor, der betragtede ham som hele livets mening. I 1917 blev han indkaldt til artilleriet og var marchklar til fronten med et nervøst hjerte, fremkaldt af en sergent og rekrutplager. Men inden han nåede fronten, var krigen forbi, og Kästner slap for myrderierne. Han oplevede dog hærens brutalitet længe nok til at blive glødende antimilitarist.

Efter krigen afsluttede han gymnasiet, kom på universitetet og brillierede med en doktorafhandling om Frederik den Store. Sideløbende havde han job som journalist og teateranmelder på Neue Leipziger Zeitung men flyttede i 1927 til Berlin, hvor hans karriere boomede.

Digte, artikler og romaner strømmede fra hans pen, mens en privatsekretær klarede alt udenomspraktikken. Han spiddede magthaverne og systemet til højre og venstre i sine tekster og digte. Og så kom den store kerneudladning i 1929. En kvindelig forlagsdirektør Edith Jacobsohn spurgte, om han ikke ville prøve at skrive en børnebog, og Kästner slog til. Det blev til ”Emil og detektiverne”, der var den første tysksprogede børnekrimi. Kästner var allerede kendt som lyrikeren par excellence, men med sin nye børnebog trængte han ind på millionvis af børneværelser over hele verden. Hans bog blev oversat til 30 sprog og 1931 kom første filmatisering. Kästner fik råd til at flytte ud af det møblerede værelse i Prager Straße til hans nuværende lejlighed i Charlottenburg. Kästners status i Berlin kan sammenlignes med J.K. Rowlings i Storbritannien eller Astrid Lindgrens i Sverige.  

Selv beskrev han sin opvækst i digtet ”Kortfristet livsforløb”, langt bedre end mig:

At leve som ufødt er ingen ubetinget dårlig ting.
man sidder på en sky og griner ganske stille
selv blev jeg med tiden født som dreng
uden egentlig at ville.

(…)

Bis dann die Inflation und Leipzig kamen;
Mit Kant und Gotisch, Börse und Büro,
mit Kunst und Politik und jungen Damen.
Und sonntags regnete es sowieso.

Nu er jeg cirka 31 år
og etableret versemager.
mine tindingerne gror de første grå hår,
og mine venner vokser dobbelthager.
(…)

Jeg er dybt misundelig på Kästners evne til at tage verden ind, filtrere den gemmen sin snørklede hjerne og sende den tilbage på papir i en strøm af velordnede ord.

Døren klinger, og to kønne unge damer kommer ind fra gaden. Jeg ser en dobbeltdækkerbus gennem den åbne dør. Pigerne har små hatte på sned oven på det korte hår med bølger. Deres lyse frakker er våde på skuldrene. De ryster sig som puddelhunde og ler. De tager frakkerne af men beholder hattene på. De har alles opmærksomhed.

”Godt vi kom i tørvejr” ler den ene.

”Julius”, siger den anden og vinker til Jonny, som jo så ikke er Jonny alligevel, ”må vi få to vermouth, mens det regner af udenfor”.

De unge kvinders humør fylder lokalet.

Julius skænker to vermouth og bringer dem hen til damerne, som i mellemtiden har fået ild på cigaretterne. Julius kommer i tanker om min øl, da han ser, at jeg kigger på damernes vermouth.

”Kommer straks”.

Det klinger fra døren igen og denne gang er det Erich Kästner. Han tager hatten af, nikker til de to unge piger, som ser interesseret på ham.

”Deres gæst er kommet”, siger Julius, man kan se, at han er glad for den nyankomne. Han giver hånd.

Jeg rejser mig. ”’God aften, Hr. Doktor Kästner.”

”God aften, Hr. Elmark”, siger forfatteren, journalisten og digteren og giver mig at fast håndtryk. Han er en elegant ung mand med fønbølger i håret, som min far havde. Han er charmerende og i dyrt jakkesæt, silke butterfly, lys regnfrakke og Homburg hat. Jeg kan godt lide hans lyse skjorte, der har et diskret Prince of Wales mønster.

”Velkommen til Berlin.”

Julius kommer med min øl, jeg ser på Kästner med løftede øjenbryn, ”Et glas Mosel”, meddeler han Julius. Naturligvis, her sidder jeg og bæller øl, mens den berlinske elegantier drikker kølig hvidvin.

Kästner tager en sølvlighter op af jakkelomme. Jeg er nysgerrig efter at se, hvilken cigaretpakke, der følger efter.  Juno som Fallada? Jeg bliver ikke klogere. Kästner tager et sølv cigaretetui fra jakkelommen, knipser det op og fisker en cigaret frem, stikker den i munden, åbner låget på lighteren, stryger tommelfingeren hen over hjulet – jeg kan se og høre gnisten fra stenen – og der går ild i vægen. Han tænder cigaretten og sender en røgsky hen over bordet. Det lugter tyrkisk. Salem? De blev produceret i Dresden, hvor Kästner kommer fra, og der er samlebilleder i pakkerne. I Fabian skriver han reklametekster for et tobaksfirma; det er måske her, han har hentet inspiration.

Kästner lægger lighter og cigaretetui på bordet. 

”Fabian er en overvældende bog”, lægger jeg ud og ser ind i hans høflige levende øjne under de buskede øjenbryn.

”Men jeg er forbavset over, så løssluppen den er. Bogen er jo erotisk mange steder. Det var faktisk et chok for mig, at forfatteren af ”Emil og detektiverne” går hjem med flere forskellige kvinder og endda på bordel med sin skolekammerat.”

”Selv børnebogsforfattere tiltrækkes af unge kvinder”, smiler Kästner og ser skråt over til de to unge kvinder, der får serveret deres anden vermouth af Julius. ”Men det er ikke altid, at man slipper godt fra det”.

”Jeg skrev et digt i 1927 år i Leipzig”, siger Kästner, ”Abendlied des Kammervirtuosen”som blev trykt i anledning af Beethovens fødselsdag, det startede sådan:

Du meine neunte letzte Sinfonie!
Wenn du das Hemd anhast mit rosa Streifen...
Komm wie ein Cello zwischen meine Knie,
Und lass mich zart in deine Seiten greifen.

”Det var for frivolt for borgerskabet. Jeg blev fyret fra Neue Leipziger Zeitung. Det samme blev min ven tegneren Erich Ohser, som havde illustreret digtet. Det var vores held. Ellers var vi begge formentlig ikke kommet videre end Leipzig. Nu endte vi i Berlin i de bedste af alle tider, hvis man vil skrive. Jeg tror egentlig ikke, at det var elskovsdigter, der var udslagsgivende. Det var snarere fordi, jeg fik rodet den ærværdige Beethoven ind i misæren.

Kästner taler langsomt, med en mørk og en smule monoton stemme. Måske for at gøre sig bedre forståelig over for en udlænding.  

”Der en dansk forfatter Jørgen Leth, som på et tidspunkt skrev om sine seksuelle eskapader med en 17-årig tjenestepige. Han blev bagefter ’cancelled’, som er et moderne ord for ’berufsverbot’. Bagefter skrev han i sin notesbog: Nu skal man også til at tænke sig om, før man skriver noget! 

Kästner smiler igen.

” En forfatter skal skrive frit uden frygt. Censur kan man lade de andre om. Mit forlag var også efter mig, da de udgav Fabian. Jeg havde foreslået titlen ”Der Gang vor die Hunde” men det syntes de, var for provokerende og lektøren har også strøget nogle af de mere udfordrende scener i bogen. Indrømmet, det er ikke en bog for konfirmander – uanset hvor gamle de er.”

”Jeg har af gode grunde ikke læst, hvad der er strøget i Deres bog, men tro mig Hr. Kästner, den fungerer perfekt, som den er, selv hvis den skulle læses om hundred år. Og det synes jeg, at den skal. Det er en europæisk bog, ikke kun en tysk bog.”

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville spørge mere ind til Kästners Fabian, men med nazisterne magtovertagelse er den blevet uaktuel. I hvert fald lige nu. Mareridtet, Kästner advarer imod, er blevet til virkelighed på under to måneder fra Hitler blev Kansler den 30. januar til demokratiet endeligt og officielt blev taget ud af drift den 23. marts 1933. Nu vil jeg hellere tale om Emil og hans små berlinske detektiver.

”Jeg tror, at Emil og detektiverne var den første bog, vi fik læst højt, da jeg begyndte i skolen”, fortæller jeg. ”Bogens univers er drenge i Berlin, men de billeder jeg fik som skoledreng, var fra det København, jeg kendte til. Når Emil (med efternavnet Tischbein), tog sporvogn nr. 177 til Nollendorfer Platz, tog jeg linje 2 til Københavns Rådhuspladsen, og når tyven Grundeis blev omringet af børn, var det alle mine kammerater fra gaden.

På et tidspunkt står en bankkasserer med Emils 140 Mark, penge som Emil i toget havde sat fast i lommen med en sikkerhedsnål. Jeg kan den dag i dag stadig se det lille sammenfoldede seddelbundt for mig med de 2 huller, hvor sikkerhedsnålen har været stukket igennem. Danske pengesedler. Min hjerne foretog en simultan tolkning af tid og sted fra Berlin i 30erne til København i 60erne

Kästner skrev bogen for blot seks år siden men synes ikke forbavset over, når jeg fortæller, at jeg læste den et halvt århundrede tidligere.

” Alt for mange mennesker glemmer deres barndom, som var det en paraply, de har forlagt i bussen”, siger han. ”De bedste billeder af livet, har man som barn; man kan ikke forestille sig, at det for alvor vil ende skidt eller at der er begrænsninger. De billeder skal man tage med sig livet igennem, ellers bliver man et amputeret menneske. Barndommen giver én modet til at leve. Det betyder ikke, at barndommen alene er god. Ingen kan være så ulykkelige som børn. Men børnenes smerte og længsel er også det, der driver dem gennem livet. Der er altid noget fra barndommen, som vi stadig søger.”

Erich Kästners vil, at vi skal fastholde barndommen hele livet igennem. Tilværelsen skal hænge sammen. Hvis vi tager noget ud af historien, giver den dårlig mening. Man styrer ind i fremtiden med de drømme, man havde som barn. Eller det tyngende ansvar, man fik pålagt som barn.

Jeg får et nyt syn på Kästner, mens vi sidder og snakker på restauranten. Fabian/Kästner vandrer i virkeligheden dobbelt-desperat gennem Berlin. Han søger ikke blot anstændigheden, han er også den 10-årige Emil Tischbein, der har mistet 140 Mark, som hans hårdtarbejdende mor har givet ham ansvaret for. 

”Jeg har i øvrigt en ny børnebog på vej”, siger Kästner og hiver mig ud af min lomme-psykologiske analyse: ”Det flyvende Klasseværelse’, som udkommer senere på året”.

”Hr. Kästner, jeg er imponeret”.

Jeg kender ’Det flyvende Klasseværelse’. Jeg har aldrig har læst bogen, men jeg har set filmudgaven fra 1954. Den handler om kammeratskab og drenges moral. Der er lavet nye filmatiseringer af bogen helt frem til 2023, og for hver gang, er drengenes univers blevet udvandet. Det er, som om pigerne i stigende grad definerer drengenes liv. Måske er kvinderne ved at stjæle drengenes barndom. Men det taler jeg ikke om.

”Hvordan får De tid? Deres litterære produktion er jo enorm!

”Hvad skulle jeg ellers bestille? spørger Kästner.

”Næh, hvad skulle De ellers bestille?

”Siden jeg kom til Berlin, har jeg hver dag siddet på cafeerne og skrevet hjernen tom, mens livet er gået forbi på gaden. Men lige så hurtigt, jeg får mine tanker og fortællinger på papir, bliver hovedet fyldt op af nye. Jeg kan ikke tænke på noget, jeg hellere vil. Jeg ville tørre ind til en trist skolelærer i Dresden, hvis jeg ikke kunne skrive – hvis jeg ikke kunne leve af at skrive, korrigerer han.

”Sidder de så med Deres skrivemaskine og klaprer på cafeen?”

”Næ, jeg skriver det meste i hånden, men jeg har også et arbejdsværelse i Niedstraße, som jeg deler med min sekretær Elfriede, der taster mine kragetæer ned på sin Olympia skrivemaskine.

Jeg synes, det er interessant, at den unge Kästner skriver sine bøger i hånden. Det samme gjorde J.K. Rowling i starten. Den første Harry Potter historie blev til i en notesbog på cafeen The Elephant House i Edinburgh; det var først bagefter, hun skrev manuskriptet ind på en laptop.

Jeg har let ved at forstå Kästners univers. Da jeg startede som ung journalist, havde jeg blot en fastnettelefon, en skrivemaskine og en stabel manuskriptpapir. At skrive var en fysisk proces. Vi skrev på blokke og bankede historier ned på papir med to fingre, mens vi røg cigaretter. Man skrev på en anderledes måde; når ordet kom på papir, fangede det. Var man utilfreds med sætningen, måtte man rette i den bagefter eller tilføje nogle forklarende ord i en bisætning. Præcist som når man taler.

Julius kommer hen til os for at høre, om vi ønsker noget at spise: ”Dagens ret er Boulette med kartoffelsalat?”

Kästner ryster på hovedet, men vil gerne have et glas Mosel til. Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig nogle frikadeller, men nøjes med et glas vin i solidaritet med Kästner.

Pigerne er i gang med deres tredje vermouth, da døren går op, og to unge mænd kommer ind. Pigerne retter antennerne ind på de nye mål. En af de unge mænd vinker.

”Hallo Kästner”

”Grüß dich, Fred”

”Han er føljetonredaktøren på Berliner Tagesblatt, eller hvad der nu er tilbage af avisen, forklarer Kästner. Goebbels har overtaget kontrollen, og den nye redaktør lagde sig i sidste måned ned og rullede rundt for den nye orden. Der er ikke rigtig plads for Fred og mig længere.

”Jeg tror i øvrigt, at han skriver på et billigt helteepos om Slaget ved Langemark, under pseudonym, forstås. Måske er han ved at skabe sig lidt plads i fremtiden. Det skal være ham vel undt. Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke må skrive?”

”Det er mit indtryk, at næsten alle tyske forfattere skriver under pseudonym”, siger jeg. Walter Benjamin, Hans Fallada og Kurt Tucholsky gør det. Sidstnævnte har ikke mindre end fire pseudonymer. Jeg kan lige nu kun huske de to:  Theobald Tiger og Peter Panter.

Kästner ler tørt. Ja, det gør vi alle sammen. Det er vigtigere at skrive og blive trykt and at blive kendt: “Tucholsky er også et fænomen. Og produktiv. Ikke mindst i die Weltbühne, hvor redaktøren Carl von Ossietzky måtte forklare ham, at han for pokker ikke uge efter uge kunne fylde magasinet med Tucholskys artikler; læserne ville tro, at der var andre skribenter på redaktionen. Og så begyndte Tucholsky at opfinde nye navne, som hver dækkede forskellige stofområder.”

 “Det er ikke til at holde ud at tænke på”, Kästner ser pludselig helt anderledes ud. “De har lige taget Ossietzky. Han blev første gang arresteret i ’31 og fik 18 måneders fængsel for spionage. Da han blev løsladt her i december, fortsatte han sin kritik af nazisternes oprustning, så efter rigsdagsbranden den 27. februar blev die Weltbühne lukket. Så kom de anden gang efter Ossietzky næste morgen klokken fire og kørte de ham til Sonnenburg”.

“Ossientzky vidste, at han var i livsfare, og hans venner bad ham mindeligt forlade Tyskland, mens der stadig var tid. Men han afviste dem alle og sagde, at stemmer over grænsen lyder hule” 

Jeg er fristet til at nævne navnet Navalny for Kästner. Jeg fortæller ham heller ikke, hvad der siden skete med  Carl von Ossietzky. En sådan frihed, kan en tidsrejsende ikke tillade sig. Ossietzkys skæbne var grusom. Han blev bogstaveligt talt beordret til at grave sin egen grav, blev pint og plaget i lejren, blev i 1934 overført til en ny KZ-lejr Esterwegen, hvor torturen fortsatte. I 1936 modtog han Nobels Fredspris, men fik som forventet ikke lov til at rejse til Stockholm trods internationalt pres, blandt andet fra Albert Einstein. I 1938 var Carl von Ossietzky’s pinsler slut: Han døde af tuberkulose, angiveligt inficeret af en indsprøjtning af lerjlægen.

Erich Kästner ser ulykkelig ud, som Emil Tichbein, der netop har opdaget, at manden med den stive hat har stjålet alle pengene til hans bedstemor. Og nu er der ingen kammerater, der kan hjælpe ham med at få tiden og friheden tilbage. Alle detektiverne er flygtet Berlin.

Pludselig rejser Kästner sig op: “Skal vi få det overstået?”

Jeg nikker, og smider to sammenfoldede 20 Euro sedler på bordet til Julius. Jeg lægger mærke til, at der er mærker efter en nål, som har været stukker igennem dem.

Det er ved at holde op med at regne. Det er blevet mørkt og en lille Opel Blitz lastbil med uniformerede unge mænd kører forbi i retning af Zoo. De larmer, som en flok studenter, der lige har fået deres eksamen. Stabler af bøger ligger hulter til bulter på ladet. Lastvognen kører over et bump i brolægningen, og en af bøgerne falder ned på vejbanen.

Kästner går ud og samler dem op. Det er Hemingways “In einem anderen Land”.

“Asfaltlitteratur!”  For første gang kommer et lille humoristisk glimt i hans øjne. “Hvad har Hemingway dog gjort dem?”.

Han rækker bogen over til mig. Den er næsten ny. Jeg tørrer vandet af omslaget. Inde i bogen, er der stemplet ‘Moderne Leihbücherei’. Nazistiske studenter fra Schillers og Goethes fædreland har de seneste uger plyndret biblioteker og boghandlere for alle de utyske bøger, de kan finde. 

“ Den er ellers excellent oversat af Annemarie Horschitz-Horst. Hun er også lige stukket af til udlandet”

“Jeg er vild med Hemingway”, siger jeg, “jeg har engang fulgt i hans fodspor gennem hele Paris. Men den her, har jeg ikke læst”.

Jeg rækker bogen tilbage til Kästner”

“Behold den”, Kästner vinker afværgende ud i luften, “jeg har et anmeldereksemplar fra Rowohlt derhjemme.

Jeg begynder at tro Hans Fallada, når han fortæller, at Kästner skraber bøger til sig som et egern.

En bus stopper ud for restauranten.  Det er nummer 15. Konduktøren med sin taske på maven holder fast i stangen på bagperrongen og hænger med det ene ben ude i luften. Bussen er fyldt med våde mennesker. Den minder mig om, da jeg første gang kørte med bus i London.

“ Vi tager en taxi”, siges Kästner

Jeg ser skuffet efter bussen, der kører videre. Den har en stor reklame langs siden “Berlin raucht Juno”

Kästner prajer en taxi med et bånd af sort-hvide felter langs siden ligesom engelske politibetjente. Vi stiger ind:

“Opernplatz”

Chaufføren sætter bilen i gear og svinger ud i trafikken, hvor han er er lige ved at ramme en ung mand på racercykel. Drengen har omvendt kasket og plusfour og en lys jakke med en våd stribe af snavs hele vejen op ad rykken til nakken. Han har åndsnærværelse nok til at råbe “Arschloch” efter chaufføren.

Chaufføren griner og trutter i hornet. Han har et grimt rødt ar, der løber over kinden op til hans højre øre, som nogen nødtørftigt har repareret på. 

Kästner siger ingenting. Han er blevet mere og mere indelukket. Jeg læner mig tilbage og kigger ud af vinduet, mens Emil Tischbein udbryder:

“Sikke en larm! Og alle de mennesker på fortovene! Og sporvogne, vogne, toetagers busser fra alle sider! Avissælgere på hvert hjørne. Fantastiske butiksvinduer med blomster, frugt, bøger, guldure, kjoler og silkeundertøj. Og høje, høje huse. Dette er Berlin.”

Der er mere liv på Kurfürstendam i 1933 end der er idag. Nu regner det heller ikke mere.

Pludseligt råber Kästner og banker på ruden: “Stop hér!”

Chaufføren blinker ind til siden og får en pengeseddel gennem lugen for ulejligheden. Han tager hånden til kasketten og gør honnør for Kästner. Den unge mand på racercyklen suser forbi. Han har åbenbart kørt om kap med taxien, og for en sikkerheds skyld gentager han sit budskab, hvis vi ikke skulle have forstået det første gang. Denne gang har han os alle med: “Arschlöcher!”

Chaufføren undskylder, skulle han få fat i knægten ved en senere lejlighed, er der rigeligt af d’derrers drikkepenge til, at der også kan blive råd til et drag over nakken til cyklisten.

Jeg stiger ud på fortovet. 500 meter længere fremme er Kaiser Wilhelms Gedächtnis Kirche. Jeg er ved at falde bagover. I hele mit liv har den altid stået som en hul rådden tand med sin læbestift og pudderdåse omgivet af billige moderne huse. Men her står den flot og knejsende med sit store tårn og de fire mindre spir.

 Vi er, hvor Joachimsthaler Straße krydser Kurfürstendamm. På den anden siden af gaden bag platantræerne er den UFA-biograf, hvor Kästner med sin mor i december 1931 var til premieren på Emil og detektiverne.  Lidt længere henne er den berømte Kranzler Café.

Vi står ved kiosken ved krydsen. Kästner ryger. En færdselsbetjent dirrigerer trafikken. Kästner bevæger sig ad zebrastriberne over til den anden side mod Café Kranzler. Jeg tænker han vil have mere at drikke, men han fortsætter forbi ned mod Bahnhof am Zoo.

Vi når frem til Kantstraße; foran os ligger det imponerende UFA Zoo Palast. Det var hér, Kästner havde håbet, at Emil og detektiverne skulle have haft premiere. Hvad han ikke ved er, at om 10 år vil Goebbels store biografsatsning, farvefilmen “Von Münchhausen”, få premiere på UFA Palast. Mens resten af verden ser Humphrey Bogart i Casablanca i sort/hvid, vil berlinerne se film i Agfacolor. Og drejebogen til filmen vil såmænd være skrevet af Erich Kästner - under pseudonymet Berthold Bürger.

Men 1943 ligger uendelig langt væk lige nu, hvor vi styrer mod banegården. Det går pludselig op for mig, at min unge ledsager ikke længere er på vej mod Opernplatz. Han er på vej til jernbanestationen for at tage toget tilbage til Dresden og sine forældre – nok mest sin mor.

Jeg siger ikke noget. Hvad skal jeg sige? Alle de andre store Weimar-forfattere og kulturpersonligheder er emigreret. Der er snart kun Kästner tilbage. Vi krydser sporvognsskinnerne og en linje 177 kommer raslende forbi. Det var den, Emil sprang på uden at kunne betale, da han første gang kom til Berlin.

Kästner stopper op:

“De må undskylde. Modet svigtede mig et øjeblik, da vi kørte forbi biografen. Jeg havde pludselig lyst til at forlade Berlin og tage hjem til Dresden. Men det er ikke nogen god løsning. Det lod jeg Fabian gøre, og han druknede i Elben til ingen verdens nytte. Vi må være klogere. Jeg tror, vi i stedet skal gøre som Emil: Vi tager sporvognen til Potsdamerplatz og går det sidste stykke.”

Det er en skoledreng fra København, der følger Kästner op i sporvognen. Sådan én gammel sporvogn har jeg ikke kørt siden jeg var dreng. Vores sporvogne dengang lignede denne, og jeg stiller mig op ved siden af vognføreren - som dengang.

Konduktøren kommer frem og beder om penge til en billet. Jeg har ikke nogen. Jeg kommer fra en tid, hvor vi kun har plastik og mobiltelefon. Heldigvis træder Kästner til og betaler konduktøren. I øvrigt har jeg opdaget, at jeg ikke længere har mobildækning. 

Vi kører forbi Gedächtnis Kirche og Das Romanische Café, som Kästner kun har foragt tilovers for. ”Venteværelse for talenter”, kalder han det. Næh, de etablerede sidder på den anden side af pladsen på Schwanneckes Weinstuben. Han er lidt af en krukke.

Vi fortsætter ud af Budapester Strasse forbi Elefantporten ind til Zoo. Jeg synes, jeg kan lugte dyrene, mens vi fortsætter langs parken. Trafikken bliver kraftigere. Endelig er vi fremme ved Potsdamerplatz. Det er Europas travleste gadekryds med et trafiktårn inde midt på pladsen. Det er mørkt, men det hele er oplyst af neonreklamer som Times Square i New York.  ”Odol – til hvidere tænder” lover en af de store reklamer. Jeg skal holde op med at kigge efter reklamer, tænker jeg, inden en bus kører forbi med en kæmpe reklame for Persil vaskepulver.

Pladsen domineres af den store Columbus-bygning. Moderne ”neue sachlichkeit”, når det er værst. En stor firkantet klods af en bygning uden pynt og staffage – glas og stål - alle grimme bygningers moder. Det er sådan man over hele Europa i moderne tid har ødelagt sine storbyer. Firkantet, kold og grim.

Fra flere facader hænger nationalsocialistiske bannere. Vi kan også se over til Prinz-Albrechtstraße. Her etablerede det nye hemmelige statspoliti sit hovedkvarter i nummer 8 for to uger siden. Vi fortsætter op ad Ebertstraße til Brandenburger Tor og kan på lang afstand lugte og høre fakkeloptoget. De marcherer, orkestrene spiller, og der er masser af tilskuere langt ruten. Vi følger efter på afstand. Bålet er allerede tændt, da optoget kommer frem til Opernplatz, der er proppet af SA’ere, uniformerede studenter og nysgerrige.

Kästner går frem gennem menneskemængden for at se, hvad der foregår. Her er han helt igennem i dårligt selskab. Jeg går et par skridt efter. Vi står til sidst klemt inde mellem SA-tropperne. Jeg synes, de ser tåbelige ud i deres billige brune uniformer og kasketter med hagerem. De ligner buschauffører eller togpersonale. Men det kunne ikke være mere forkert. De er hensynsløse bøller. Hooligans, som har smagt magtens sødme og som har ryddet modstanderne af vejen. De har lært at nyde andre menneskers frygt. Nu er gaden deres, og de fejrer det ved at brænde modstandernes bøger af.

De uniformerede studenter er anderledes end de brutale SA-mænd. De er intellektuelle, de har uskyldige ansigter og sund hud. Nogle af dem danner kæde og rækker bøger fra mand til mand fra den parkerede Opel Blitz, vi så på Kurfürstendamm. Den sidste i rækken smider bøgerne ind i flammerne. De ser ikke hadefulde eller aggressive ud; de griner nærmest lidt flovt til hinanden og ligner skolebørn, der har fået lov til at gøre noget forbudt. Det hele minder mest af alt om en folkefest.

”Blomsten af Tysklands ungdom blev overrasket af regnen”, siger en stor kraftig politibetjent tørt. ”De kunne ikke rigtig få sat fut i de våde bøger. De har formentlig tjenestefolk derhjemme, som tænder op i ovnen for dem. De måtte have brandvæsnet til hjælp, som kom med en stor dunk benzin. Men nu brænder det fint for de unge mennesker”.

Strålevarmen er stikkende, og de unge har taget jakkerne af. Nu står de i skjorteærmer og fodrer bålet med asfaltlitteratur, utyske bøger og jødisk smuds. Orkestret har spillet Horst Wessel endnu engang og ved sidste vers løfter forsamlingen højre arm op i vejret. De fleste, men ikke alle.

Der er opsat projektører på pladsen, højttalere og en talerstol med et hagekors-flag. En UFA-fotograf filmer. Begivenheden dækkes også af radioen. Det er som en hekse-afbrænding. De seneste dage har bogstormerne samlet 25.000 bøger, der beskrives som intellektuelt snavs, dekadent utysk skriveri og jødisk asfalt litteratur. Mens studenterne smider bøger på bålet, høres rituelle besværgelser fra højttalerne. Der er 12 ”Feuersprüche” eller teser, som oplæses af unge mennesker i uniform.   

”Mod klassekamp og materialisme for folkefællesskab og idealistisk livsindstilling. Jeg overgiver til flammerne skrifter fra Karl Marx og Kautsky”

Og så kommer næste udråber:

”Mod dekadence og moralsk forfald. Jeg overgiver til flammerne skrifter fra Heinrich Mann, Ernst Glaeser …… og Erich Kästner.

Tiden går i stå!

Kästner stirrer blindt frem for sig. Han har netop hørt magthaverne forbande hans navn og set dem kaste hans bøger på bålet. Rækken af ”feuersprüche” fortsætter med at nævne forfattere, men Kästner hører ikke længere efter. Han er chokeret. Manden som indtil for et par minutter siden, var en af de klareste litterære stjerner over Berlin, er nu degraderet til dekadent og moralsk forfalden.

”Gement”, udbryder Kästner lavmælt. ”Gement”. Han gentager ordet mange gange.

Pludselig hører vi en ung kvindestemme: ”Der står jo Erich Kästner!”

Det er den ene af de unge vermouth-piger fra restauranter, som nysgerrigt har villet se, hvad der skete på pladsen. Nu står hun og peger på Kästner. Den anden forsøger at tysse på hende. Flere drejer hovedet og kigger over på ham og begynder at tale sammen. Kästner er en kendt ansigt i Berlin. Interessen begynder at sprede sig blandt tilskuerne.

Betjenten træder ind foran Kästner og rækker armene ud til siden, som om han vil skubbe tilskuerene tilbage. “Jeg tror, d’herrer skal fortrække fra pladsen”, siger han stille, og i ly af de brede politimand, går Kästner ubemærket gennem mægden.

På vejen ud mod Unter den Linden ser vi Reichminister, Dr. Josef Goebbels ankomme omgivet af sin hird. Han er en lille spinkel mand i en for stor frakke. Han trækker lidt på det ene ben. Vi er vel 30 meter fra hinanden. Goebbels og Kästner får øjenkontakt i en brøkdel af et sekund – men længe nok til at et eller andet i Kästner går i stykker.

”Gement”, gentager Kästner. Manden, der som ingen andre behersker det tyske sprog, kan ikke komme på mere end et enkelt ord.

Uden på den brede boulevard hører vi, at Goebbels begynder at tale. Det er for meget for Kästner. Han flår sin butterfly op og river den af halsen, så den ene flip kommer til at sidde lidt skævt:

I tider som disse, kan man ikke gå med butterfly!

Jeg overvejer, om jeg skal følge ham og tage min Churchill butterfly af. Jeg lader være. For Kästner er dette den eneste desperate protest han kan udvise over for et af de største kulturelle overgreb, Tyskland har været vidne til i det 20.  århundrede. For mig ville det være en billig gestus, der nærmest ville spotte hans handling.

Lige nu stråler hans aura op mod Brandenburger Tor.

Klokken er næsten 1 om natten og Kästner prajer en taxi. Vi sætter os ind og sidder tavse i mørket, mens vi kører gennem storbyen. Vognen standser ud for nummer 16 og chaufføren springer ud og lukker døren op for os. Kästner betaler ham.

Han drejer sig om mod mig og rækker mig hånden: ”Tak fordi De kiggede forbi, Elmark. Jeg er glad for besøget. Måske skulle jeg tage Deres by med ind i min næste fortælling. Danskere og tyskere er slet ikke så forskellige, som de fleste tror”

Så vender Kästner om på hælen og går hen mod opgangen. Jeg kan se en lille snip af hans butterfly, der stikker ud af frakkelommen og tænker på sidste vers i hans ”Kurzgefasster Lebenslauf” :

Auch ich muss meinen Rucksack selber tragen!
Der Rucksack wächst. Der Rücken wird nicht breiter
Zusammenfassend lässt sich etwa sagen:
Ich kam zur Welt und lebe trotzdem weiter.

Jeg føler en endeløs sympati for den enlige forfatter, der med sin rene samvittighed de næste 12 år skal holde sit fædreland stangen over for et grusomt styre, som tre af verdens største nationer skal bruge seks år at besejre.  

Mit hotel med den russiske receptionist ligger på Kantstraße fire-fem minutter gang herfra. Jeg begynder at gå ned ad den tomme gade mod Kurfürstendam og mærker pludselig bogen. Jeg havde rent glemt Hemingway og “In einem anderen Land”, som SA-folkene ville have kastet på bålet. Det blev ikke til noget. En enkelt bog ud af 25.000 bøger blev reddet for eftertiden.

Det føles pludselig som en stor sejr.