Hundredsårdagen for mit Europa

Det er mit Europa jeg markerer idag i London sammen med hundredtusinder af andre europæere - Brexit eller ej. Jeg står på Parliament Square med Churchills statue i ryggen og klokken er et par minutter i 11 den 11. dag i det 11. måned i 2018 præcist hundred år efter første verdenskrigs afslutning. Jeg står lige neden for Elisabeth Tower, som symbolsk er under renovering, pakket ind i stilladser og plastik og så begynder Big Ben at slå sine 11 slag. Alle står stille og lytter. Sådan lød det for præcist 100 år siden. Jeg lader bare klokkerne slå og tæller ikke med. Bagefter er der 2 minutters stilhed. Alle tier stille - nogle enkelte har mobiltelefonen fremme men ellers er millionbyen helt tavs.  Jeg har sat min mobil på lydløs. Jeg vil ikke risikere, at blive forstyrret i et øjeblik, som Europa har ventet på i hundred år. Pludselig hører jeg fuglesang.

Stilheden brydes efter et par minutter af en enkelt trompet, som spiller “the last post” længere oppe ad Whitehall. Jeg får kuldegysninger. Så begynder paraden, der i år udover veteranerne har deltagelse af 10.000 almindelige mennesker - men det er veteranerne også. De er mænd og kvinder, der marcherer med deres respektive regimenter fra England, Wales, Scotland, Irland og alle de andre nationer, som har kæmpet med i britiske krige. De kommer i alle aldre og med bukser og nederdele som henholdvis strammer eller slasker - nogle på vaklende ben. Forrest er de invalide veteraner i kørestole og de blinde, som hjælpes af kammeraterne. Der er Chelsea Pensioners i røde uniformer, skotter i kilt, gardere med bjørneskindshue, ghurkaer med brune hatte, gråhårede mænd i sortefrakker og bowlerhatte, kvinder med rank ryg og sorte hatte med røde valmuer og når de kommer forbi, klapper tilskuere; briterne hylder deres helte. Jeg er glad for opleve dette historiske øjeblik sammen med de mange andre mennesker, der lige som mig har en Poppy i knaphullet. En lille papir-valmue som de fleste går med og som man køber for at støtte veteranerne. Men det er mere end en indsamling af penge; det er et symbol på, at vi ikke glemmer dem, som gjorde en indsats for fællesskabet og betalte prisen. En poppy viser vi er solidarisk med det samfund, som vi og vore forfædre har opbygget gennem 100 år.

Vi må ikke glemme vor historie og dem som skabte vort samfund. Den 11. november 1918 kl. 11:00 er det tidspunkt, det moderne Europa blev født gennem ufattelig smerte. 10 millioner dræbte og 10 gange så mange invaliderede mennesker; det grufulde tab har alle lande i Europa til fælles. Omkring 6.000 sønderjyder blev dræbt i tysk krigstjeneste - det må vi aldrig glemme, for det var gennem de mange menneskers lidelser at kravet om et moderne samfund voksede frem: ligestilling mellem mennesker og køn i en demokratisk orden. Det var herfra den europæiske identitet blev skabt.

Det er denne følelse jeg står tilbage med, da de sidste veteraner er gået forbi og jeg går jeg over til Remembrance Fields foran Westminster Abbey, hvor klokkerne begynder at kime ud over byen. På græsplænen er opstillet tusindvis af små træ kors, plantet af efterkommerne af de faldne - mellen de mange kors ligger efterårets visne bladet fra stormen i nat: 

In Flanders fields the poppies blow
Between the crosses, row on row,
That mark our place; and in the sky
The larks, still bravely singing, fly
Scarce heard amid the guns below

John McCray, Maj 1915