Kan man få en dansker til at le?
Sneen knirker under fødderne og skaber lyden af Grønland, mens vinden pisker ind i ansigtet og en kæmpestor entreprenørmaskine buldrer frem og tilbage i mørket og fjerner nattens sne. Den skubber det hele ind til siden i de konstant voksende snedriver på 3-4 meters højde. De vil formentlig blive liggende indtil maj. Over snedriverne sejler et par af store sorte ravne. De er født i dunjakker, mens jeg har måttet tage turen ned forbi min nye ven Ittu, som har en stor sportsforretning i Nuuk’s indkøbscenter. I mine nye overtræksbukser ligner jeg nu alle de andre Michelin-mennesker i dynejakker og vinterstøvler, når vi ved 8-tiden trasker gennem byen ned til Nuuk’s Kulturhus, Katuaq, hvor vi skal arbejde resten af ugen.
I mandags fløj vi ind over indlandsisen og de spidse fjelde i Østgrønland til Kangarlusuaq i vest, der ligger ved en dyb fjord nord for polarcirklen; herfra gik det videre i en lille hundekold Dash-8 maskine, hvor jeg opdagede, at cowboybukser og ruskindssko ikke er korrekt iklædning på disse kanter. Det var der næste dag nogle grønlændere, som grinede af, men de gjorde det, fordi de var søde og inkluderende. En af mine nye grønlandske venner, Inger, fortæller, at når man dummer sig i Grønland og de andre ler ad én, så er den korrekte reaktionen ikke at blive forlegen eller fornærmet, så griner man bare med. Det fik jeg dagen efter lejlighed til at afprøve, da jeg i Nuuks ret mørke nationalmuseum nede ved fjorden, vandrede direkte ind i en glasdør. Boing! Billetdamen og hendes kollega så bestyrtede op og begyndte at le. Så det gjorde jeg også. Jeg har været her i 4 dage, men jeg har allerede tabt mit hjerte til grønlænderne. Jeg skrev for nogle år siden en bog med titlen “Kan man få en alien til at le?”. Den vil jeg sende til Inger.
Det er vanvittigt koldt, sammenlignet med hvor jeg kommer fra; minus 16 grader og i den bidende vind, kan man roligt lægge 5-10 minusgrader til. I en pause spadserede jeg ned til fjorden til den gamle og oprindelige del af byen, hvor Hans Egede kom ind for 250 år siden. Nu er der kun en forstening af ham på toppen af klippen oven for hans kirke, hvis tårnur i øvrigt oprindeligt stammer fra Østerport Station i København. Det er fantastisk at stå i blæsten og se ud over den sorte fjord, mens ansigtshuden krymper og bliver et nummer for lille. Jeg havde samtidig den fantastiske oplevelse at se en stor rovfugl flyve ind over klipperne. På indersiden af min arm har jeg fået tatoveret et vers fra Nordens ældste digt, Vølvens Spådom, hvoraf en af linjerne lyder: ”Fosser falder ørnen flyver jager fisk på fjeldet”. I det øjeblik kunne jeg mærke tusind år, hvor intet var ændret.
Jeg prøvede idiotisk at tage et foto af fuglen. Men den gled væk og jeg kom til at fryse om hænderne som fortjent. Når man tager sine vanter af i dette klima, går der ikke mere end et minut, før fingerspidserne bliver følelsesløse.
Men det er ok, for så tager jeg bare vanterne på igen. Nu har jeg vænnet mig til vejret og den tørre luft. På et stativ neden for kirken ligger kajakkerne på stribe og venter på bedre tider. Jeg har selv roet kajak, og får pludselig lyst til at ro ud over vandet. Det bliver nu ikke mens frostvejret er 2-cifret!
Jeg er glad for den gæstfrihed og åbenhed jeg har mødt på blot 4 dage. Jeg har holdt foredrag hver dag, og hver gang er der mennesker, som kommer hen og vil snakke, spørge og fortælle. Vi får altid kørelejlighed af nogen, hvis vi er længere væk end gå afstand fra vor lejlighed, og selv når det er rundt om hjørnet, bliver vi kørt. En af deltagerne på vores kursus, en driftig grønlandsk forretningsmand, Ittu og hans kone Pia Marie inviterede os hjem til middag med grønlandsk ørred, tørret torsk og lam. Jeg har hørt en tør embedsmands-kommentar om, at man binder 2600 kroner i halen på hvert eneste får i Grønland; det tror jeg ikke på, men hvis det er sandt, er pengene givet godt ud.
Få mennesker har mindre indsigt i Grønland end mig, men efter at have oplevet landets mennesker, natur, klima og udstrækning føler jeg mig lykkelig over at dele historie og rigsfællesskab med grønlænderne. I en lille uge er min frontallap blevet udfordret og bearbejdet og jeg rider på en bølge af inspiration. Hvilket potentiale og hvilken fremtid, som bare ligger og venter på at blive skabt – jeg er glad for at være her og håber, at jeg kan give mit bidrag.
Da jeg løb panden imod glasdøren i museet ved fjorden, og de to unge piger var færdige med at le ad mig, spurgte den ene, om jeg boede i Grønland? Sådan et spørgsmål havde jeg ikke set komme. Så jeg sådan ud? Det sjove var, at jeg pludselig oplevede en følelse af stolthed over, at de kunne tro det og var næste skuffet over at måtte sige: Næh, jeg kom i mandags og flyver hjem igen på fredag..
